Af Jan Laursen 

Dette blogindlæg bygger på sognerådsprotokollerne for Elev sogn 1883-1896, som nu er både digitaliseret og transskriberet og kan ses her.

Protokollerne er referater af sognerådenes møder. De afspejler mange forskellige problemer og emner, som rådene forholdt sig til, eksempelvis vejenes tilstand, klager over skat, pjækkeri fra skolerne, snerydning og meget andet. Blandt de emner, der fylder meget i protokollerne, er sociale sager om fattigunderstøttelse, herunder nedenstående sag om Andrea Andreasen. 

Den 28. januar 1884 er en af den slags dage, som 37-årige Andrea Andreasen og hendes mor, den 62-årige enke Ane Marie Andreasen, sandsynligvis aldrig glemmer. Det er en dag, som får store konsekvenser for Andrea, der lider af talrige ”krampeslag” (sandsynligvis epilepsianfald). Hun er derfor end ikke i stand til at sørge for sit eget tøj. 

Klokken 11 om formiddagen møder begge kvinder op på rådhuset i Aarhus for at blive forhørt i en sag om, hvorvidt sognerådet i Vejlby har givet dem penge eller anden hjælp til at forsørge. Det er selveste justitsråd P. Lunn, der har indkaldt de to kvinder. Under forhøret er Andrea og hendes mor ikke alene med lovens repræsentanter. I retten sidder også gårdejer P. Pedersen. Han repræsenterer sognerådet i Elev, der har bedt om at få de to kvinder afhørt under edsansvar. Andrea og Ane Marie er blevet hovedpersoner i en indædt strid mellem de to sogneråd i Vejlby og Elev om, hvem der har ansvaret for at give Andrea fattighjælp.  

Sagen begynder tilbage i november 1883, da Andrea møder op på fattiggården i Vejlby og beder om hjælp. I Vejlby bor nemlig hendes mor, Ane Marie. Andrea har ellers boet i Elev Sogn siden 1877, og derfor mener sognerådet i Vejlby, at det er Elev, der skal betale for hjælpen. Loven siger nemlig, at hvis du har boet mindst fem år i en kommune, så er det den kommune, der skal forsørge dig. Derfor skriver sognerådet i Vejlby et brev til kollegerne i Elev og beder høfligt om at få udgifterne til Andreas ophold på fattiggården refunderet. 

I Elev vækker brevet fra Vejlby røre. Sognerådet er slet ikke enigt i Vejlbys argumenter og frygter udsigten til at få udgifter på Andrea. De mener, at Vejlby prøver at smyge sig uden om regningen, fordi moderen har fået hjælp til at holde Andreas tøj i stand, og at kommunen derfor allerede har hjulpet hende. Og så er hun jo Vejlbys – og slet ikke Elevs problem, mener de. Uenigheden er så dyb, at Elev Kommune beder Aarhus Stiftsamt om hjælp. De kræver at få Andrea og hendes mor afhørt af politiet, og derfor står de to ludfattige kvinder nu på rådhuset i Aarhus og skal afgive forklaring. 

Forhøret af Andrea er meget kortvarigt og bekræfter moderens ord om, at hun er ramt af krampeslag. ”Hun er så sløret, at hun ikke kan give forklaring om nogen ting vedkommende hendes forsørgelse”, hedder det i retsreferatet. Det har sognerådet i Vejlby faktisk allerede påpeget. De skriver nemlig inden retsforhøret, at hun er ”fjollet og sær.”  Til gengæld bekræfter Andreas mor, at hun har vasket og repareret datterens tøj, mens hun boede på fattiggården i Vejlby. Hun har også brugt fattiggårdens nål og tråd, men hun benægter, at hun nogensinde har fået penge af sognerådet til formålet. 

For sognerådet i Elev at se er det en ren tilståelsessag. I et brev til Aarhus Stiftsamt bemærker de efter afhøringen, at ”det er bevist, at Vejlby sogneråd har ydet Andrea Andreasen fattigunderstøttelse. Til vadskning af tøjet har kommunen jo tillagt arbejdskraft, sæbe og varmt vand, hvortil der jo er brugt ildebrændsel”, anfører de. Men de argumenter bider ikke på stiftsamtet, som tvært imod giver Vejlby sogneråd ret i, at Andrea er Elev Kommunes ansvar: Vask af Andreas tøj kan ikke ”betragtes som fattighjælp, eller nogen datteren underhånden ydet fattighjælp og at dette i altfald ikke har været tilsigtet af Vejlby sogneråd”, lyder afgørelsen, som Elev modtager allerede den 14. februar 1884. 

Heller ikke Indenrigsministeriet køber Elevs argumenter, da sognerådet senere klager over sagens udfald. Stiftsamtets afgørelse står derfor ved magt, og Andrea skal forsørges af Elev Kommune. Derfor ender striden med, at Elev Kommune må betale regningen for Andreas ophold på fattiggården i Vejlby. Den lyder på 98 kroner og 1 øre for perioden fra den 24. november 1883 til 15. september 1884. Taksten er altså 33 øre pr. dag. 

Andrea og hendes mor har næppe fulgt med i det juridiske slagsmål, men udfaldet af striden har Andrea følt på sin egen krop. Det betyder nemlig, at hun bliver flyttet fra fattiggården i Vejlby til Elev. På den måde får sognerådet i Elev hånd i hanke med udgifterne. Selv om det ikke fremgår af sognerådets protokol, må det være en grim oplevelse for Andrea, der formodentlig ikke forstår meget af det, der sker omkring hende. Hun bliver nu fjernet fra sin mor, der er den person, der har taget vare på hende og sørget for hendes tøj, så hun har været præsentabel, selvom hun er fattig. Det må være en tid med både angst og gråd for den 37-årige kvinde, som nu er i Elev sogneråds varetægt. 

Hvordan det går hende videre i livet, får man også indtryk af i sognerådets protokoller. Andrea eller andre fattige er nemlig næsten faste punkter på dagsordenen til møderne. I første omgang bliver Andrea anbragt på Elev Kommunes fattiggård sammen med et andet fattiglem, Karen Kristensen. De får nødtørftigt hjælp fra kommunen, der sørger for tørv og anden brændsel. De får også mad på bordet bestående af ”6 brød, 20 kg. mel om måneden samt 1,50 øre ugentlig”. Og selv om kommunen sørger for at udstyre fattighuset med ny kakkelovn og jævnligt beslutter at male vinduerne, så er forholdene, som de to kvinder lever under, næppe behagelige. 

Kun få år senere – i 1888 – får kommunen i hvert fald en reprimande fra distriktslægen, som ikke mener, at fattighuset ikke er i ordentlig stand. Det indrømmer kommunen, men forsvarer sig med, at det ikke er beboet p.t.: ”men vi ere villige til at sætte huset i forsvarlig stand førend det bliver benyttet til beboelse igen”, lyder deres velvillige svar til distriktslægen. 

Hvordan livet har være på fattiggården, melder sognerådsprotokollerne heller ikke noget om, men med jævne mellemrum er politikerne alligevel nødt til at gøre noget for Andrea. Det drejer sig især om, at hun skal have tøj. Det får hun også bevilget, men det er ikke hende selv, der får lov til at købe de nye klæder. Det står et medlem af sognerådet for. I marts 1885 køber Søren Knudsen f.eks. ”særker, skørt og trøje til Andrea”. I december samme år får hun bevilget et par sko, som sognerådsmedlem Rasmus Tomasen får til opgave at købe til hende. På den måde kan sognerådet være sikker på, at der ikke bliver ødet penge på tøjet til de fattige. 

Andrea bor på fattiggården i næsten tre år, selvom det slet ikke er meningen, at hun skal være der. Med jævne mellemrum vedtager sognerådet, at hun og Karen skal ”bortakkorderes”. Det betyder, at hun skal anbringes hos en privat person, som får penge for at tage sig af hende og pleje hende. Men der er langt mellem interesserede personer. Først i 1887 lykkes det at bortakkordere Andrea til Jens Andersen, der bor på Elev Mark, for en betaling af 100 kroner fra 1. maj 1887 til 1. maj 1888. Kommunen leverer også både seng og sengeklæder, men understreger, at det skal leveres tilbage, ”så snart kommunen (har) fået brug derfor”. 

Hvordan livet hos Jens Andersen er for Andrea, ved vi ikke, men hun er der i flere år, hvor aftalen mellem sognerådet og Jens Andersen bliver fornyet. I 1890 er det dog slut, og dermed begynder Andrea på en odysse mellem gårdene i Elev, hvor ejerne tager hende ind mod den betaling – typisk 100 til 150 kroner om året – som sognerådet tilbyder. I almindelighed er hun et sted i omkring et år, men nogle gange går det helt galt. I 1891 flytter sognerådet Andrea til en ny plads efter mindre end en måneds ophold, fordi ”der føres klage over at hun ikke har det godt i sit nuværende opholdssted hos Hans Møllers enke på Lisbjerg mark”. Hun bliver flyttet til Hans Nielsen på Elev Mark, hvor livet sandsynligvis er bedre. I hvert fald bor hun der helt frem til 1895. 

Og sådan bliver det resten af livet for Andrea Andreasen. Hun går på omgang mellem gård- og husmændene i både Elev Sogn og i nabosognene. Da hun dør d. 16. december 1902, 56 år gammel, bor hun på Haarup Mark i Todbjerg Sogn. Hun er på det tidspunkt ”Fattiglem under Elev Kommune, i Pleje i Haarup Todbjerg Sogn”, som det hedder i kirkebogen for Elev Sogn. 

Henvisninger:

Forhandlingsprotokol for Elev sogneråd 1883-1896.

Notat om Andreas død i kirkebogen for Elev sogn: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17122332#161299,27099298  

Fattigforsorgen i Danmark 1849-1891: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/fattighjaelp-og-tab-af-rettigheder-fra-grundlov-til-socialreform-1849-1933/  

 

Skriv kommentar