På Aarhus Stadsarkiv er vi nu gået i gang med at transskribere vores ældste rådstueprotokol fra midten af 1600-tallet som en del af vores arbejde med at skabe en ældre gotisk skriftlæsningsmodel. Den vil på sigt kunne hjælpe folk med at læse og dermed tilgå de store mængder af information, der skjuler sig i de ældre tiders håndskrevne materiale.
Rådstueprotokollerne er en vigtig kilde til byens historie i det 17. århundrede, da den giver os et broget, men detaljeret billede af byen og dens borgeres dagligdag og liv med en mængde oplysninger af lokalhistorisk, kulturhistorisk og personhistorisk karakter.
Protokollerne indeholder nemlig en nøjere optegnelse over alle de retslige sager, som byens magistrat, dvs. borgmester og rådmænd, skulle forholde sig til. Rådstueretten dømte oftest sager om næringsforhold og økonomi, men skulle også forholde sig til større straffesager, hvor man indhentede forklaringer, afhørte vidner og dømte eventuelle skyldige.
Vi vil her dele en historie, som mødte os på de første sider af den ældste, bevarede rådstueprotokol. Citaterne er skrevet efter nutidens retskrivning.
”En blå og blodig skade udi mit hoved og ansigt”
Året er 1651. Rådstueretten, der består af to borgmestre, fire rådmænd og otte nævninge, har den 23. januar forsamlet sig for at behandle en skriftlig klage, som byskriveren Augustinus Miller har indgivet over byfogeden Lauridz Rasmussen og hans fogedsvend Michel Erichsen Loft.
Sagen starter med en afskrift af Augustinus Millers skriftlige klage, som forklarer, at han den 21. december 1650, ”efter øvrigheds befaling og på rettens vegne” var blevet kaldt til dødsboet efter borgeren Søren Gylling, for at skrive en oversigt – et såkaldt skifte – over hans efterladte gods og formue. Her blev han efter eget udsagn overfaldet af byfogedens svend, der slog ham ”en blå og blodig skade” i hovedet og holdt døren lukket, så Augustinus ikke kunne flygte. Augustinus fortæller desuden, at hans hat og hue blev slået af ham. Han blev herefter hjulpet ud på gaden uden for huset af Hans Andersen Grønbæk og Michel Pedersen Skomager, som havde været i dødsboet sammen med Augustinus.
Men fogedsvenden og nu også byfogeden fulgte efter ham. Augustinus forsøgte at skjule sig i kælderhalsen ved gadedøren rundt om hjørnet, hvor han ventede og benyttede sig af lejligheden til at lade sit vand. Men faren var ikke overstået, for byfogeden og hans svend ventede blot, indtil Augustinus kom frem fra sit skjul, og overfaldt ham igen. Byfogeden slog Augustinus i hovedet med sin kæp, og sagde til sin svend, at han også skulle slå til. Augustinus råbte nu højlydt om hjælp og var bange for, at han ville blive slået ihjel. Til sidst lykkedes det dog for ham at undslippe ved at søge tilflugt i huset igen.
Rådstueretten tager klagen alvorligt, men vil høre alle parterne i sagen. Af den grund har man indkaldt byfogeden Lauridz Rasmussen for at høre hans udlægning af sagen. Han sværger, at han ikke har slået Augustinus Miller i hovedet eller givet ham nogen anledning til ”tvist eller uenighed”. Han påstår også, at han ikke har befalet sin fogedsvend at slå ham eller gøre ham fortræd på anden vis.
Hans Andersen Grønbæk, der ledsagede Augustinus Miller til dødsboet, vidner, at da Augustinus ville tage hjem fra stedet, havde fogedsvenden sagt til ham, at han ”skulle blive lidt”, hvorefter fogedsvenden havde knyttet næverne og givet Augustinus nogle slag under begge ører og under øjet, så han faldt til jorden. Hans Andersen Grønbæk så dog ikke byfogeden slå Augustinus og hørte heller ikke, at byfogeden bad nogen slå på ham. Mikkel Pedersen Skomager vidner derefter, at han kun så Augustinus og fogedsvenden være i klammeri, og at Augustinus var endt på gulvet, men hvem der havde fået slag af hvem, vidste han ikke.
Herefter vidner Maren Sørensdatter, der også var til stede i dødsboet, da det var hendes fars hus, sammen med Hans Andersen Grønbæk og Mikkel Pedersen Skomager. De fortæller alle, at byfoged Lauridz Rasmussen havde været ved huset sammen med nogle ”dannemænd” og registreret boet på rettens vegne. Til det havde de brugt Augustinus Miller som skriver, og han havde spurgt byfogeden om, hvad han ville få som skriverløn. Han mente selv, at han skulle have seks daler for arbejdet, men Lauridz Rasmussen havde sagt til Augustinus, at han skulle færdiggøre sine skrivelser, så ville han få sin løn. Men seks rigsdaler kunne han ikke få for at lave en inventarregistrering og et skifte. Da havde Augustinus igen spurgt: ”vil du sige mig, hvad jeg skal have”?
Hans Andersen Grønbæk giver derpå et vidnesbyrd, hvor han fortæller, at nytårsaftensdag – 10 dage efter overfaldet – kom Augustinus hen til ham og spurgte, om de ikke skulle tage ned til Søren Gyllings hus og se, om han kunne få noget derfra som skriverløn. Da de kom til huset, bad Augustinus Maren Sørensdatter, om at vise ham det tin, som var i boet. Tinnet blev derpå stillet frem og Augustinus fik 28 mark tin (en mark svarede i datiden til ca. 250 g), som han fik båret til Peder Kandestøber. Både Maren Sørensdatter og et andet vidne, Jens Chrestensen Bytækker, bekræfter, at dette skete. Maren Sørendatter tilføjer desuden, at hun havde bedt Augustinus om at love, at han ville fortælle magistraten, at han havde fået sin betaling på denne måde, da hun gav ham tinnet. Hun havde derudover også givet ham en slet daler (dvs. fire mark i småmønt).
Hans Andersen Grønbæk, Mikkel Pedersen Skomager og Maren Sørensdatter udtaler til sidst, at de hverken havde set eller hørt, at der skulle være nogen form for uenighed mellem Lauridz Rasmussen og Augustinus Miller. Med det slutter selve retssagens behandling, og det noteres, at en udskrift af disse vidnesbyrd ville blive sendt til Augustinus Miller otte dage efter denne behandling.
Indsigt i 1600-tallets retsvæsen og samfundsliv
Teksten, som er skrevet på ældre dansk fra midten af det 17. århundrede, beskriver en retssag, hvor to hovedparter, Augustinus Miller og Lauridz Rasmusen, er involveret i en konflikt, der tilsyneladende involverer både vold og tyveri. Der er flere nøglepunkter, som er værd at fremhæve i teksten:
Sprog og Formulering: Teksten er skrevet i et sprog, der både er formelt og typisk for samtiden, hvilket er karakteristisk for juridiske dokumenter fra 1600-tallet. I den originale tekst anvendes også nogle ord og sætningsstrukturer, som ikke længere er i brug i moderne dansk, hvilket kan gøre teksten vanskelig at læse for nutidens læsere.
Den sociale kontekst: Retssagen giver et indblik i samfundet i 1600-tallets Danmark, specifikt i Aarhus. Retssagen eksemplificerer det sociale hierarki, konflikt og interaktion mellem forskellige samfundslag, som byens borgere, tjenere og håndværkere.
Den juridiske proces: Teksten illustrerer, hvordan det spirende retsvæsen håndterede retssager, og fremhæver betydningen af aflæggelse af ed og fysisk gestikulation, samt brug af vidneudsagn i retsprocessen på dette tidspunkt. I en tid, hvor bevismateriale var vanskelig at indsamle, var vidnesbyrd og eder meget vægtige og kunne ofte afgøre udfaldet af en sag.
Menneskelige relationer og konflikter: Teksten belyser, hvordan en konflikt mellem to individer kan eskalere og involvere flere personer. Det giver et indblik i, hvordan sådanne konflikter blev opfattet og håndteret på den tid, i hvert fald ud fra et retsligt henseende.
Uklarheder i dokumentationen og behov for kritisk sans: Selvom teksten beskriver en retssag, er det uklart, hvad baggrunden for konflikten er, samt hvad det præcise udfald af sagen blev. Teksten er i sin natur et resume over udsagn, og disse er blevet nedskrevet af en skriver efter hver dag i retten. Det bygger derpå i nogen grad på retsskriverens hukommelse samt på skriftlige indlæg. Dette illustrerer, hvordan historiske dokumenter ofte kan indeholde huller eller manglende information, som kan gøre det udfordrende at danne et komplet billede af begivenhederne.
Sammenfattende giver teksten et fascinerende indblik i det 17. århundredes danske samfund, og hvordan retssystemet fungerede på det tidspunkt. Det afslører også nogle universelle temaer såsom menneskelig konflikt og samfundets forsøg på at finde sandheden gennem retfærdige procedurer.